Nygården

Jagten på legepladser

Jeg er altid på jagt efter nye og spændende legepladser. Denne gang er turen gået til Nykøbing Sjælland i Odsherred hvor familien og jeg nød en uge i sommerhus. Selvom det er rart at slumre foran brændeovnen er det også rart at få noget frisk luft. Og hvad kan lokke et barn på næste tre år ud af huset? En spændende legeplads selvfølgelig!

Nygårdens Gårdbutik

Højbyvej 18, 4500 Nykøbing Sj (Ligger noget væk fra centrum, bilkørsel 5-10min)

Nygårdens Gårdbutik er et godt bud på en spændende legeplads, der lever op til det hele! Dyr, legeplads, natur, en butik og café til de kolde forældre. Vi var der i efterårsferien hvor der var en masse aktiviteter for børn i alle aldre. Gårdbutikken og de fleste af dyrene er der også i ugerne efter, så det er stadig et besøg værd selvom du rejser udenfor sæson. Og så kan du shoppe løs af julepynt, kalenderlys og lækre produkter i skind eller særlige vine m.m.

Nygårdens gårdbutik

Nygårdens Gårdbutik

Byens Legeplads

Egeparken, 4500 Nykøbing Sj

Vi fandt den ikke selv, men jeg har efterfølgende fundet beliggenheden på krak. Den skulle være værd at besøge og have et stort grønt areal.

Café Hotel du Vest

Algade 1, 4500 Nykøbing Sj. (For enden af gågaden i det kønne blå hus.)

Har et fortrinligt indendørs legehjørne og en meget hyggelig stemning! Jeg kan varmt anbefale deres smørrebrød, men kom i god tid, ellers er de revet væk. De lukker kl. 16 så planlæg ikke at spise aftensmad der! Barnevognen kan med fordel stilles i gården der hører til eller udenfor cafeen. Sæt dig ned, slap af og nyd en kop kaffe og et stykke kage. Når junior vågner er der bare at sende ham/hende hen i legehjørnet.

legehjørnet

legehjørnet

Når legepladsen ikke er der?

Der er ikke noget værre end at stå med et træt barn og lokke med en legeplads der ligger 10 min væk og vi skal liiiige derover… og når man kommer frem så er der rigtig nok et skilt med legeplads, men der hvor den skulle have ligget er der 5 jordbunker. Det er desværre tilfældet flere steder, når man kommer et godt stykke væk fra København. Den gamle legeplads er nedslidt, og derfor farlig at færdes på, og en ny legeplads koster hurtigt over 100.000 kr, da sikkerheden og holdbarheden skal være i orden.

Vi var på Nykøbing Sjælland Havn hvor der stod et skilt med legeplads, men der var ingen! Heldigvis var der en sjov bakke og Willum havde løbecykel med, så han hyggede sig alligevel. Legeplads eller ej. De lover på Nykøbings Sjællands Havns hjemmeside at der kommer en ny legeplads i 2015, vi har nu to måneder tilbage af 2015. Jeg håber for de mange turister i havnen at der kommer en ny og spændende legeplads inden næste sejlsæson.

Sansehave i Rørvig

Beliggende i krydset mellem Nørrevangsvej og Toldbodvej, se efter et skilt med legende børn.

Vi tog til Rørvig for at spise på deres gode fiskerestaurant på havnen. Ikke ret langt fra Rørvig centrum og ca. 200 meter fra Havnen, fandt vi en fin sansehave særligt velegnet til større grupper af børn eller børn i kørestol, da der er nogenlunde tilgængelighed rundt på pladsen og små hytter med overdække og massere af bænkeborde. Der er også en café indenfor rækkevidde, hvis børnene bliver tissetrængende eller familien skal have noget mad eller varmt at drikke. Der er vandleg til de mindste og en balancebane til de større, og for teenagerne er der en boldbane nede i det ene hjørne.

sansehave

Sansehave i Rørvig

Vi havde en fin tur til Odsherred og fik besøgt nogle gode legemiljøer, da vi først fandt dem.

I næste uge kommer det igen til at handle og leg og efterår. Måske er det en spændende gæsteblogger der overtager bloggen, og kommer med et spændende indspark.

På snarlig gensyn

MVH

Gitte Hede Madsen

Categories: Personlig Post

Nyttehaven

Nyttehave for småbørnsfamilier

Høsttid

I haven må man godt blive beskidt! Her tager vi tøj på så man kan grise sig til i mudder og få jord under neglene. Børn skal vide hvor grøntsager kommer fra og at jord ikke er farligt! En gulerod vokser i jorden og kan være stor, tynd, buttet, tvilling eller lille. Præcis som os mennesker er gulerødder forskellige.

Willum hjælper mor med at hive gulerødder op ad jorden. Vi trækker og trækker og trææææker og vupti så kommer der en flot gulerod til syne! Tænk at så små frø kan blive til så store flotte gulerødder! Vi bliver ved med at finde gulerødder vi har overset og har snart fyldt en spand. Desværre er de ikke blevet så store som vi godt ville have. Til næste år sår vi frøene med 14 dages mellemrum og husker at tynde ud, SÅ kan det være vi får større og bedre gulerødder end de mange små vi fik i år!

Det er godt for sanseapparatet at mærke jorden mellem fingrene og fornemme om den er tør, våd, klistret lerholdig eller porøs og grusagtig. Barnet får fuldt udfoldet sin taktilsans! Derfor er det skønt at have en nyttehave. Alt det man ikke må derhjemme må man her! Det er ikke bare en have, men også en oase at være og opholde sig i. Her er alting i proces og intet statisk. Naturen skal nok sørge for at du har noget at lave! Så står der spande med spagnum et sted og småsten et andet. Willum elsker at flytte rundt på de mange elementer og vi har accepteret at en del af sandet fra sandkassen havner i urtebedet.

 

Et sandland

Det første vi gjorde da vi overtog nyttehaven sidst år var at lave en sandkasse til Willum der var halvandet år på det tidspunkt. Her brugte han oceaner af tid på at grave, lave sandkager, flytte sand rundt og lave mudder og det gør han stadig i en alder af 2 år og 8 måneder! Det er en nødvendighed at have et sandland som vi kalder det, hvis man som forældre også gerne vil have noget fra hånden i haven! Sandlandet vi har lavet er et stort ovalt hul gravet i græsplænen og derefter forret med sandkassedug og fyldt med mange poser strandsand. Køb gerne flere end du regner med, det fås i de fleste byggemarkeder. Vi har ikke problemer med katte, da de har mange andre arealer af græs, grus m.m. rundt omkring nyttehaven. Så vi lægger ikke noget hen over sandkassen. Farfar kom sidste år med en træstup og den er et hit. Den agere bord og bygge element i de mange sandlege…

Send mig gerne et billede af jeres nyttehave og hvad I har gjort for at gøre den børnevenlig!

I næste uge holder bloggen efterårsferie og digital detox. Bloggen er tilbage i uge 43 med et nyt indlæg om efterår og leg.

 

sandland

sandlandet i vores nyttehave

 

MVH

Gitte Hede Madsen

Categories: Personlig Post