iskiosk

Fantasi ja tak!

Gæstebloggen er udsat til en anden god gang, i stedet skal det handle om fantasi på denne grå fredag…

Det er godt med en god portion fantasi til at gøre himlen mere blå! Der er det dejligt at være mor til en søn på knap tre år. Børn har en levende fantasi og tusind tak for det.

Sand og vand kan blive til både kulinariske retter eller cement i en dumper. Hvem kender ikke retten sand med små sten vilkårligt strøet ud over et bord i et legehus… Vi voksne skal nogle gange koncentrerer os for at få det til at blive til en lækker kage inde i hovedet, imens det ubesværet er en kage med både chokolade, jordbær og kanelsukker, hvis jeg spørger Willum. ”Vil du smage” bliver der spurgt med forventningsfulde øjne, imens mor tager det våde sand op med to kolde fingre, til munden og siger ummmh, det smager vel nok godt!

Når vi cykler eller går hjem fra børnehave går vi igennem det lille skovstykke. Her støder vi utroligt nok på iskiosker igennem hele skoven. Det er de mange træstolper med skovruter på, der af børnehavebørnene er blevet udråbt til at være iskiosker. Her skal jeg købe mindst 5 is med forskellig smag før vi kan gå videre. Bladisen er en favorit eller selleri chokolade efterfulgt af et aaaad. Den vil ingen af os spise.

Det er ren luft, der er ingen is, ikke engang en pind der agerer is. Det er alt sammen gæt og grimasser og det er vildt sjovt. Jeg har lært Willum at lave luftsoftice. Hvis man nogen sinde har stået i en iskiosk og serveret is, så kan man bevægelsen af at lave en softice til ukendelighed! Og så skal den med en hurtig bevægelse rulles i luftkrymmel… Og ja Willum vil gerne købe is i HVER kiosk, men den snedige mor har fundet ud af at der kun er én iskiosk åben ad gangen, for der er jo ikke nok der køber is her i skoven! Indtil videre har han købt den forklaring…

Willum sælger is

Willum sælger is

 

At tegne efter sin fantasi

Vi tegner også en del herhjemme, hvis jeg kan lokke Willum til det. Som designer tegner jeg meget og synes det er sjovt hvis Willum også gerne vil tegne med ved bordet. Sidst han kunne lokkes, tegnede han tegningen herunder. Det sjoveste var at spørge hvad det var han tegnede, for det var han helt klar over. Alle de mange naive streger og cirkler og former var en meget kompleks ting. Et raffinaderi havde han tegnet, inspireret af en bog om sukkerrør, der bliver raffineret og til sidst ender som hvidt sukker. Det havde jeg ikke regnet ud, hvis ikke jeg havde spurgt ham!

raffinaderi

Raffinaderi

 

Og herunder har Willum lavet flødeskum…

flødeskum

flødeskum

 

Skriv gerne tilbage hvordan I selv er fantasifulde hjemme hos jer? Hvordan får du/I en grå regnvejrsdag til at blive til noget spændende…

For fremtiden vil jeg blogge hver anden uge, da det passer bedre i forhold til tid og indhold.

Vi ses igen om to uger med et spændende tema om børn og mørke…

 

MVH

Gitte Hede Madsen.

Categories: Personlig Post

snobrød

Shoppingcenter eller Snobrød

Personligt kan jeg godt lide at få noget på opleveren, men jeg nyder også aktiviteter sammen med familien hvor vi får lov at tømme hovedet og slippe tankerne. Et shoppingcenter er for mig det konkret modsatte, hvis der er for meget larm og mange mennesker. Så hellere stirre ind i flammerne imens jeg bruger en time på at lave ét snobrød…

Vi var til åbning af det nye Shopping Centeret BIG i Herlev i lørdags, ved en fejl! Jeg skulle hente en ny computer jeg ikke havde nået at hente fredag, og vidste ikke det var åbningsdag af et gigantisk center! Der var proppet med mennesker i lange rækker og en kakafoni af musik. Det var rent ud sagt kaos og ikke særlig hyggeligt. Så mange mennesker og så meget larm har jeg sjældent oplevet.

Der findes mange forskellige omgivelser og de er lige så vigtige for vores opfattelse af, lad os sige, et shoppingcenter, som det konkrete shoppingcenters udbud af services er. Har du f.eks. en legeplads i et socialt isoleret område med forfald, er den knap så hyggelig som den præcis samme legeplads placeret i naturskønne omgivelser eller et spændende urbant miljø.

Som mor og forælder er det gået mere og mere op for mig, at det også er vigtigt for MIG hvad vi skal opleve og hvad jeg gerne vil give videre til mit barn. Roen og fordybelsen er en overset oplevelse. Ja jeg mener oplevelsen af at lave ingenting andet end at gå eller sparke til blade i en skov. Der findes faktisk en forening af bladsparkere der mødes første lørdag i november.

”Af ingenting kommer kreativiteten og den er bestemt ikke farlig. Her komme de sjove lege født af en pludselig tanke.” eget citat

Jeg er ikke modstander af købt legetøj på nogen måde, heller ikke iPads eller computere (jeg har selv udviklet apps) men jeg synes det er sjovt at ændre reglerne og udfordre legen. Og der er man nogle gange nødt til at have et fysisk rum for at kunne skabe reglerne selv. Af samme årsag elsker vi brætspil herhjemme og vi laver ofte husregler der passer til min søns alder, så han kan være med.

Dagen efter turen til BIG, var vi til snobrødsbagning og bålhygge i min søns børnehave. Det var hyggeligt at bage snobrød også selvom jeg endte med at sidde alene tålmodigt med det snoede brød om en pind over nogle efterhånden små gløder. Det var rart oven på en kaotisk tur dagen før og så var fornøjelsen ved at spise snobrødet endnu større.

 

 

tur gennem skoven

vi gik gennem vores skov på vej til snobrødsbagning I børnehaven

 

I næste uge har jeg inviteret en spændende gæsteblogger der er læringscoach og ved en masse om børn, ro, leg og natur.

Husk at gå en tur I skoven uden mål, du vil komme hjem med noget alligevel!

 

snobrød

så blev snobrødet færdigt!

 

På snarlig gensyn

MVH.

Gitte Hede Madsen

Categories: Personlig Post