Category : Artikel
Category : Artikel
De interaktive legepladser er intuitive, nonverbale og aktive på tværs af alder og sprog. De er opbygget, så man får brugt hele kroppen. Legepladserne skal ikke erstatte børns fri leg, men være et supplement og en ”legestarter”. Legepladsen kan tilpasse sig hvert enkelt barn eller voksens niveau. Det er inspireret fra computerspilverdenen og kaldes Adaptiv programmering.
”Adaptiv programmering betyder, at legeredskaberne måler på, hvor godt et barn klarer sig. Hvis barnet klarer sig godt, gør legepladsen det sværere. Hvis barnet klarer sig dårligt, gør legepladsen det nemmere at lege. – På en interaktiv legeplads bliver legen aldrig for nem eller svær, så børnene bliver hele tiden udfordret. Det betyder, at de er mere motiverede for at lege i længere tid, og derfor forbrænder de også mere, siger PlayAlives direktør Claus Raaen Thomsen.” Citat: Tilde Bisgaard, Interaktive legepladser booster børns fysik, dr.dk/Ramasjang.
Intelligente legepladser for alle
Inspireret fra artiklen ”Legeplads motiverer til bevægelse” i Ergoterapeuten 01, 2016.
Marie Holst, der arbejder som ergoterapeut ved ældrecenter Kastanjehaven i Vejle – har også gode erfaringer med de intelligente legepladser. I Vejle kommune har den lokale virksomhed PlayAlive opsat intelligente legeredskaber ved et bofællesskab for udviklingshæmmede og ved ældrecenter Kastanjehaven.
Marie Holst udtaler ” Aktiviteterne på legepladsen kræver ingen forberedelse. Hvis man er ude og gå en tur og kommer forbi, kan man bruge den. Man kan bare trykke på knappen og deltage så længe man gider.” De ældre kan invitere børnebørn og familiemedlemmer med ud og lege og være igangsætter af en aktivitet for hele familien. Det er enormt bekræftende. Der er flere fordele ved legepladsen for de ældre. De får styrket reaktionsevnen, trænet motorikken og får samtidig frisk luft. Det samme gør sig gældende hos beboerne i Søndermarken bofællesskab for udviklingshæmmede. Beboerne får lyst til at bevæge sig sammen og ser det ikke som genoptræning, men som en social og sjov aktivitet. Legepladsen ligger lige udenfor døren, og legene kan de udviklingshæmmede selv sætte i gang, uden at en pædagog behøver deltage.
Med familien på legeplads
En gamechanger blinker med en farve og opfordrer til deltagelse. Uden at vide hvorfor giver jeg gamechangeren et ordentligt tryk. Straks blinker de mange mindre stolper/satellitter fordelt på legepladsen i alle regnbuens farver. Gamechangeren blinker nu grønt, og straks går jagten ind efter den grønne satellit. Det tager få sekunder at finde den. Jeg løber over og klasker min hånd oven på. En ny farve begynder at blinke på gamechangeren, og jagten på den nye farve sætter ind, uden jeg når at tænke. Snart farer vi rundt alle tre. To voksne og et barn. Det er weekend, vinter og koldt. Ingen gider rigtig være ude i det kolde vejr, men alligevel får legen fanget os ind.
Vi er på Ishøj havn lige ved siden af restaurant Kabyssen, der i øvrigt serverer godt smørrebrød til meget rimelige priser! Temaet på legepladsen er havets dyr. De mange satellitter er bygget rundt om en hval udført i gummibelægning. Om sommeren puster hvalen vand, når man har ramt standeren et bestemt antal gange. Det giver en spænding ikke at vide, hvornår vandstrålen kommer og om man bliver ramt. På legepladsen er der udover hvalen; sæler, en farlig haj, en jolle, et lille klatrestativ og en trampolin. Der er legegaranti for både tumlinger og store børn.
Intelligente legepladser tiltrækker mange aldersgrupper. De kan benyttes på mange forskellige måder i al slags vejr og hele året rundt. Det er spændende at følge udviklingen og se i hvilken sammenhæng legepladserne kan indtænkes. Legepladserne skal ikke erstatte idrætsanlæg, men kan indtænkes i nye idrætsløsninger og måske endda sportsgrene. Det bliver spændende at følge.
Jeg er tilbage med en ny post om ca. en måned!
God påske og på gensyn i april.
Med Venlig Hilsen
Gitte Hede Madsen
Categories: Artikel