Nyttehave for småbørnsfamilier
Høsttid
I haven må man godt blive beskidt! Her tager vi tøj på så man kan grise sig til i mudder og få jord under neglene. Børn skal vide hvor grøntsager kommer fra og at jord ikke er farligt! En gulerod vokser i jorden og kan være stor, tynd, buttet, tvilling eller lille. Præcis som os mennesker er gulerødder forskellige.
Willum hjælper mor med at hive gulerødder op ad jorden. Vi trækker og trækker og trææææker og vupti så kommer der en flot gulerod til syne! Tænk at så små frø kan blive til så store flotte gulerødder! Vi bliver ved med at finde gulerødder vi har overset og har snart fyldt en spand. Desværre er de ikke blevet så store som vi godt ville have. Til næste år sår vi frøene med 14 dages mellemrum og husker at tynde ud, SÅ kan det være vi får større og bedre gulerødder end de mange små vi fik i år!
Det er godt for sanseapparatet at mærke jorden mellem fingrene og fornemme om den er tør, våd, klistret lerholdig eller porøs og grusagtig. Barnet får fuldt udfoldet sin taktilsans! Derfor er det skønt at have en nyttehave. Alt det man ikke må derhjemme må man her! Det er ikke bare en have, men også en oase at være og opholde sig i. Her er alting i proces og intet statisk. Naturen skal nok sørge for at du har noget at lave! Så står der spande med spagnum et sted og småsten et andet. Willum elsker at flytte rundt på de mange elementer og vi har accepteret at en del af sandet fra sandkassen havner i urtebedet.
Et sandland
Det første vi gjorde da vi overtog nyttehaven sidst år var at lave en sandkasse til Willum der var halvandet år på det tidspunkt. Her brugte han oceaner af tid på at grave, lave sandkager, flytte sand rundt og lave mudder og det gør han stadig i en alder af 2 år og 8 måneder! Det er en nødvendighed at have et sandland som vi kalder det, hvis man som forældre også gerne vil have noget fra hånden i haven! Sandlandet vi har lavet er et stort ovalt hul gravet i græsplænen og derefter forret med sandkassedug og fyldt med mange poser strandsand. Køb gerne flere end du regner med, det fås i de fleste byggemarkeder. Vi har ikke problemer med katte, da de har mange andre arealer af græs, grus m.m. rundt omkring nyttehaven. Så vi lægger ikke noget hen over sandkassen. Farfar kom sidste år med en træstup og den er et hit. Den agere bord og bygge element i de mange sandlege…
Send mig gerne et billede af jeres nyttehave og hvad I har gjort for at gøre den børnevenlig!
I næste uge holder bloggen efterårsferie og digital detox. Bloggen er tilbage i uge 43 med et nyt indlæg om efterår og leg.
MVH
Gitte Hede Madsen
Categories: Personlig Post